Anskaf dig et skridttæller ur. Du vil blive overrasket over, hvor meget man egentlig sidder stille i løbet af en dag, hvis man ikke er opmærksom. Tag trapperne istedet for elevatoren og rulletrapper. Du styrker både dine muskler og kondition, og øger hermed din forbrænding, desuden styrker du dine knogler, og forsinker hermed deres degenerering. Gå eller cykel istedet for at tage bilen, hvor afstanden gør det muligt. Du får selv mere energi af det, mere ilt til kroppen og sparer på benzinbudgettet – win win.
Bliv glad for havregryn/havregrød. Havregryn er fyldt med gode næringsstoffer, og har en høj mætningsværdi, da den er fyldt med langsomme kulhydrater. Hvis du er træt, og ikke kan overskue at lave mad, så istedet for at købe eller lave noget junkfood, så lav dig selv en skål havregryn eller -grød på mælk. Det er så enkelt, og så godt at blive så hurtigt mæt af noget så simpelt og smagfuldt. Du skal ikke tænke så meget over det, du sparer en masse tid, og får det godt, da det ligger godt i maven og tarmene. Du kan putte lidt blåbær på, eller lidt knækket mørk pålægschokolade, hvis du gerne vil peppe den lidt op, eller evt. lidt rosiner, men hold lidt igen, så du ikke vænner dig til, at det skal være meget sødt. Undgå sukker eller begræns det til et minimum. Der er sukkerstoffer i mælken, så det burde være nok sødestof. Havregrød på vand er en tynd fornemmelse, synes jeg, og du har også godt af proteinerne fra mælken. Vælg minimælk eller letmælk. Jeg plejer selv, at putte en meget lille klat smør på havregrøden og meget lidt rørsukker, det gør det til et helt festmåltid, og jeg føler mig hermed slet ikke snydt for et måltid varmt mad 🙂 og kan glæde mig over, at jeg vil føle mig mæt længe, så jeg ikke skal tænke på at spise mere lige foreløbig. Da jeg var under min vægttabsperiode, kunne jeg med det samme se det på vægten den næste morgen i positiv retning, når jeg havde spist havregrød til aftensmad. Konsekvent var vægten faldet med 400-500 g. Jeg havde nydt måltidet, følte mig godt mæt, og følte ikke trang til at snacke senere på aften, havde sparet en masse tid og penge, og jeg havde tabt mig, og fået gå-på-mod til at fortsætte i den retning, totalt win win. ✌
Fokusloven: Fokusloven siger, at det du fokuserer på vil vokse. Hvis du fokuserer på det negative vokser det, og hvis du fokuserer på det positive, er det det, som vil vokse. Hvis du giver opmærksomhed til din økonomi, vil den blomstre, det samme med dit parforhold og dine børn. Du bestemmer selv, hvilke områder i dit liv, som fortjener opmærksomhed. Det er det samme med dig selv. Giv dig selv opmærksomhed, og du vil blomstre. Det er ikke så kompliceret. 12 min. fokus om dagen er nok til at gøre en forskel. Da jeg gav min økonomi fokus, i forbindelse med at “Luksusfælden” programmerne kom ud, lykkedes det mig at lave en opsparing på kr.200.000,- på 4 år, uden at leve meget sparsomt. Der var stadig ferier i den gode ende, restaurantsbesøg og hvad jeg ellers havde brug for. Jeg var bare meget mere bevidst om mit forbrug, og holdte styr på det i excel regneark. Jeg brugte ikke meget tid på det, men nok til at jeg vidste præcist, hvad jeg havde købt af forskellige ting hver måned, og om der havde været overskud eller underskud den pågældende måned. Det samme var tilfældet, da jeg ville tabe mig for alvor. Jeg vejede mig hver morgen, og kunne tæt følge hvilken vej det gik. Jeg blev hermed mere opmærksom på, hvad jeg spiste, og hvor meget jeg rørte mig. Jeg begyndte at løbe jævnligt, men ikke lange løbeture. 20 min. var nok, og bagefter lidt mave- balde- ben- arme- og rygøvelser, også 20 min. max. Jeg gjorde det dog 4-5 gange om ugen. Frekvensen er vigtig her, vigtigere end hvor længe du gør det. De 9 kg som jeg havde haft svært ved at tabe igennem 7 år, var væk på 3 mdr.
Frisk musik giver energi. Hvis du er lidt flad og ugidelig, så sæt noget glad friskt musik på, og dit humør vil stige. Du kan evt. danse lidt rundt og skråle i vilden sky. Det skulle hjælpe på humøret 🙂 Du kan også gå en tur, og mærke den friske luft, eller gøre noget andet godt for dig selv, eksempelvis et fodbad, et karbad – hvis du er så heldig, at have et – med et glas vin og noget godt musik, læse en god bog eller blad med en god kop te – gerne en kraftig te, da det tager sukkertrangen-, eller gør noget andet, som er fryns for dig. Disse ting vil give dig nærvær og en bedre føling med dig selv, omsorg og velbehag, og mindske din lyst til at smovse og trøstespise.
Gør noget godt for dig selv. Gør noget du altid har drømt om, eller gør noget som du elskede som barn. Det giver dig så meget energi, og gå-på-mod, som vil smitte af på omgivelserne omkring dig, og give dig flow i kroppen. Man kan blive helt høj af det. Beløn dig selv, hvis du vel at mærke har fortjent det. Du har fortjent det bedste, men så skal du også være den bedste udgave af dig selv. Find dine indrer styrker frem, og gå ikke på kompromis med dig selv. Men husk, at for at man kan nyde, må man også yde 😉 Ellers er der ubalance. Giv dig selv et par lækre øreringe, en lækker bluse, sko eller neglelak, men først efter du har nået dine mål eller delmål, ikke før. Det er ikke en trøstemission, men en sejt gået mission over for dig selv. Husk!!!! Du gør det først og fremmest overfor dig selv og ikke andre. Du skal ikke please andre, men dig selv. Herved kan du være noget for andre, når du har det godt med dig selv. Det er misforstået at ens tilværelse, går ud på at gøre alle andre tilfredse end dig selv. Du kan aldrig blive glad, hvis du ikke er noget for dig selv.
Hold dig jævnligt igang. Når man sidder stille, er det naturligt, at man føler trang til at spise. Kroppen udsender et stof, som gør at du unaturligt føler sult, og får lyst til at småspise. Sid ikke for længe foran computer, TV, Ipad eller spisebordet. Man kan som regel spise mere, når man sidder ned. Hvis du går en tur efter maden, kan du mærke, hvor tungt maden ligger, hvis du har spist for meget.
Humor, positivitet, taknemlighed: Jeg synes, det er vigtig at sørge for, at få et godt grin en gang imellem, det være en sjov film eller bog, eller se noget comedy, satire eller lignende. Du kan også opføre dig tosset med dine børn, mand eller veninde. Det giver en lethed til livet, og frigiver nogle glædestoffer til hjernen. Det giver god energi og forløsning.
Vær positiv. Prøv at kigge på dit liv, hvor meget er positivt, og hvor meget er negativt…80-20, 70-30..? Vi har en tendens til at fokusere på alt det negative. De 20 % som ikke fungerer i vores liv, kommer til at fylde 80 % af vores liv og dagligdag, er det rimeligt…? Det skaber utaknemlighed, og hele vores liv synes som en fejltagelse. Prøv at give de positive ting mere opmærksomhed, og det vil smitte af på de negative og måske løse dem, eller de vil synes ubetydelige. Hvis vi er positive, åbner vi os op, ser muligheder frem for begrænsninger. Vi ser tingene i et større perspektiv, det åbner for nye idéer og løsninger. Vi føler vi har kontrol over situationen og føler os trygge 🙂 Derimod hvis vi er negative, får vi tunnelsyn, alt er problemer og begrænsninger. Vores synsfelt er ikke særlig stort, og hermed ser vi ikke alle de muligheder og løsninger, der ligger lige omkring os. Vi lukker os og møder verden med skepsis og mistro, alt er imod os. Vores muligheder indsnævres, vi bliver utrygge, og føler ikke vi har kontrol 🙁
Udvis taknemlighed. Vi tager tit en masse for givet. At vi har et godt helbred, en masse muligheder, penge nok, en dejlig familie og venner. Prøv at vis dine omgivelser, at du er taknemlig for dem. Det giver så meget tilbage, og giver også dig selv en glæde og positivisme til livet, at tænke at du har det godt. Ind imellem kan man komme til at smile for sig selv eller grine lidt, over noget dejligt i ens liv man kommer til at tænke på, og glædesstofferne dopamin, serotonin og melatonin vil blive sendt til hjernen. Man kan helt mærke den lethed, man får i hovedet. Prøv at tænke på, hvis du ikke havde disse gode ting i dit liv, hvor skidt dit liv så ville være. Det sætter det hele lidt i perspektiv. Vi bliver hurtigt forvente, og glemmer glæden ved de positive ting vi har. Det hele handler om fremad, hvad kan vi opnå fremadrettet. Hvis vi ikke har det godt i nuet, vil vi heller ikke have det godt i fremtiden, når vi når frem til målet, og vi når sikkert aldrig målet, da denne umættelige stræben udløser nye mål. Alt det gode ligger derude et sted…??? Nej, det gode er nu, og ved en masse nuer, når vi vores mål. Hvis du ikke får styr på din dårligdom i nuet, så slæber du den med ud i fremtiden, og den vil være din faste følgesvend, som du prøver at løbe fra.
Kropsanalyse. Få lavet en analyse af din kropssammensætning via en specialvægt. Disse vægte sender en svag strøm igennem din krop, fra din ene fod til den anden. Fedt leder ikke så godt strøm, som muskler og andet væv, da disse indeholder meget vand. Vægten kan hermed aflæse, hvor meget strøm, der går tabt i din krop. Den vil blandt andet kunne fortælle dig om din fedtprocent, din muskelmasse, BMI og din kropsalder. Specielt din fedtprocent er det godt at holde øje med, da det kan have store sundhedsmæssige konsekvenser, hvis den ligger for højt. Ens Kropsalder er det lidt sjovt at se.
Lidt men godt. Tag på en lækker restaurant, hvor der virkelig er kræsset for maden, og hvor det er små portioner. Det behøver ikke at være dyrt at spise godt. Gå i det hele taget efter kvalitet frem for kvantitet. Mærk nydelsen ved et stykke kvalitetschokolade. Når det er kvalitet, bliver smagsløgene mere tilfredsstillede, da smagen er mere intens. Det giver mere glæde til hjernen og mere tilfredsstillelse. Det samme gælder for veltilberedt mad, god vin, øl, tøj, sko, musik etc. you name it. Hvis det du indtager eller køber, er middelmådig, så føler din krop og hjerne sig snydt, er kun middelmådig tilfreds, og vil have mere. Derfor bliver det dyrt i det lange løb, at købe billigt. Vi er stadig til en vis grad styret af vores gammelhjerne/ reptilhjernen eller krybdyrhjernen, som den også kaldes. Det var den første hjernedel, der blev skabt under evolutionen, og den styrer drifter og instinkter. Den er primitiv, og har sin berettigelse, men skal ikke være den styrende del i din hverdag. Vi er nået videre fra neandertalerne, og har udviklet vores hjerner, til også at omfatte det limbiske system (følelseshjernen), og neocortex/hjernebarken (planlægning, logik, kreativitet og sprog). Krybdyrhjernen kan dog i pressede situationer, finde på at være dominerende og spille os et pus. Vi bliver primitive og tænker ikke logisk. Hjernedelen står for føde, parring, frygt og flugt, og er i sig selv egentligt meget fint, men hvis logikken ikke er med gir´det problemer. Denne primitive del af hjernen sender signaler om, at det gælder om, at få så meget føde som muligt, og så kalorietætte produkter som muligt, så du kan stå imod dårlige tider, og har energi nok til hverdagens strabadser, men vi lever i det 21. århundrede, hvor vi har rigeligt med mad, endda i overflod, og vi er ikke så fysiske aktive i hverdagen, så det gælder om, at styre væk fra denne primitive hjernedel, og få noget mere sund fornuft ind. Du skal nok blive mæt imorgen også. Du behøver ikke skovle så meget ind i dag.
Lær af børn: Efter jeg har taget kurser i Mindfulness, Positiv Psykologi, og til dels også kost, har jeg opdaget, at det man prøver at lære på disse kurser, er en del af den tilgang til livet som børn har. Børn lever ikke i fortid eller fremtid, de lever lige nu og her, og tager tingene for hvad de er. De hiver ikke gammel fortid ind i deres vurderinger og bærer nag. En skovl er en skovl for dem, og deres liv er hermed meget mere enkelt. De spiser til de er mætte og ikke mere medmindre de bliver tvunget. De ser friskt og nysgerrigt på tingene, alt er spændende, få bekymringer og meget kreativitet og idérigdom. Deres sind er lyst, og de har en glæde i deres øjne og en taknemlig over selv små ting. De er meget impulsive, og gør lige hvad der falder dem ind. Der er ikke en dag imorgen for dem eller igår, det er nu de har lyst og vil gøre tingene. Livet er en leg, og de er tilstede i den. Med årene får de tilført en masse formaninger om, hvad de bør gøre, hvordan de skal opføre sig for at passe ind, hvad de skal bekymre sig om, hvad andre tænker om dem. Som voksen kan du sagtens finde dit indre barn frem, ikke det trodsige barn, som bliver sur og stamper i jorden, ikke vil tage tøj på og i seng, her er der en masse følelser på spil, som barnet er ved at udvikle, og ikke har lært at forstå og håndtere, men find barnet med sit lyse sind, mod på livet, som tør prøve nogle ting, og først og fremmest som lever i nuet. Fortid og fremtid er en illusion, det findes kun, fordi du projicerer dig selv ind i disse tider. Du har kun nu og her og ikke andet. Du kan ikke spå om fremtiden, så lev dit liv fuldt ud i dag. Gør nogle af de ting, som du nød som barn/ung, og dit liv vil blive en leg. Jeg elskede at danse som barn og ung, den passion har jeg fået tilbage via Zumba. Jeg elskede oplevelser og at lære nye ting, og hadede rutiner. Dette får jeg udlevet ved at tilegne mig ny viden jævnligt, tage kurser, læse fagbøger og bruge de kulturelle tilbud, som er i området.
Mindful: Prøv at være mindful (fuldt tilstede/nærvær), når du taler med dine børn, din mand eller veninde, hører en sang, eller når du spiser eller drikker. Det betyder, at du skal ikke have en anden dagsorden, som kører rundt oppe i dit hoved samtidig med, at du konverserer med andre eller laver andre ting. Du har fuldt opmærksomhed på det du laver nu og her. Prøv engang, det kan være svært i starten, og kræver lidt øvelse, men prøv og mærk den helt særlige intense kvalitet og ro, som der bliver tilført oplevelsen, når du kun gør én ting af gangen, lytter oprigtigt og er opmærksom på hver en detalje. Når vi multitasker, mister oplevelserne noget af deres skønhed, og bliver overfladisk. Det stresser os, da vi ikke har føling med situationerne, og det hele bliver forvirrende i vores hoveder og krop. Det er derfor, at vi ikke kan huske, om vi låste døren, slukkede strygejernet, eller spiste vores pille, fordi vi ikke var mentalt tilstede i situationen. Minfulness er som balsam for din krop og dit sind. Det giver ro og balance, og skønhed.
Nødder, avocado, fisk og skalddyr: Fedt kan opdeles i 3 forskellige typer: Mættet fedt – Monoumættet fedt – Polyumættet fedt. Man skal gerne have disse 3 fedttyper i et forhold som hedder 1:1:1, man skal altså ikke helt udelade det mættede fedt. Denne fedttype har mange dog en tendens til at få for meget af og for lidt af de andre typer. Mættet fedt kommer fra animalske produkter som kød, mælk, ost, æg og smør. Monoumættet også kaldet enkeltumættet fedt kommer blandt andet fra vegetabilske produkter som raps- og olivenolie, nødder og avocado og Polyumættet også kaldet flerumættet fedt kommer eksempelvis fra vindruekerneolie, solsikkeolie, majsolie, sojaolie og fede fisk som makrel, sild og laks. Derfor er nødder, avocado og fede fisk rigtige gode kilder til at få disse vigtige fedtstoffer. Fedt indeholder blandt andet de vigtige fedtopløselige vitaminer A, D, E og K.
Peaks: Prøv at skab nogle peaks i dit liv. Det hele kan hurtigt blive lidt fladt og leverpostejsfarvet. Få Champagne og kaviar den ene dag og havregrød den næste, sat lidt på spidsen. Det hele bliver lidt mere spændende, hvis der er nogle udsving i tilværelsen, og noget at glæde sig til. Tag ud og oplev noget nyt, foretag jer noget nyt i dagligdagen, gør noget for din mand, som han aldrig havde drømt om, eller for dine børn. Børn kan godt lide lidt spænding i livet, hvis det er under forholdsvise trygge omgivelser, og din partner vil elske lidt fornyelse. Hermed ikke sagt, at alt skal være nyt og vildt hele tiden, så bliver dette også kedeligt. Det er udsvingene der gør det.
Spis fiberrigt. Fibre hjælper din krop med at komme af med skadelige stoffer som tungmetaller, cancerfremmende stoffer, kolesterol og andre uønskede stoffer, da fibrene har mange bindingsmuligheder. Fibrene har en gavnlig effekt på dit blodsukkerniveau pga deres komplekse sammensætning, du føler dig mæt længere, da den fiberrige mad er længere tid i dit tarmsystem. Fibrene har desuden en gavnlig effekt på tarmfloraen i tyktarmen.