Efter jeg har tabt mig, og er kommet ned på min idealvægt, så vejer jeg mig hver morgen. Det er ikke et fanatisk ritual, blot en konstatering om jeg er på rette kurs stadigvæk. Det kan meget hurtigt gå den gale vej. Det er ligesom med ens økonomi, den kan også meget hurtigt løbe løbsk, hvis vi ikke har lidt opmærksomhed på den, og kigger på kontoen jævnligt. Vi kan forvildes til at tro, at vi har fuldt kontrol over det, og kender alle poster, men kan blive så overraskede, når vi kigger nærmere på, hvordan det står til. Jeg taler af erfaring. Jeg oplevede, hvordan min økonomi begyndte at blomstre, da jeg holdt nøje øje med, hvad der gik ind, og hvad der røg ud, alle køb blev registreret, og jeg fik en fuld bevidsthed om forbruget. Det samme er tilfældet, med det mad vi indtager, det kan også meget nemt løbe løbsk, hvis vi ikke har fokus på det. I en dagligdag hvor der er begrænset plads til opmærksomhed og refleksion, knækker filmen. Vi mærker ikke rigtig efter, hvornår vi er sultne, eller hvornår vi er mætte, vi spiser nærmest pr. automatik uden eftertanke, og kommer nemt til at spise for meget og forkert. Vi lever ubevidst. Vi har ikke kroppen med, vi spiser med “hovedet”. Det kræver fast opmærksomhed, at have en sund økonomi, og det samme med ens krops sundhed. Den skal plejes, have omsorg og have fokus.
Vægten kan svinge lidt, efter hvor meget væske du har indtaget. Hvis du har trænet dagen før, kan der være ophobet væske i musklerne, så fortvivl ikke, hvis vægten indimellem giver nogle lette udslag. Det mest optimale er at veje sig om morgenen uden tøj på, og efter toiletbesøg. I løbet af dagen kan man have indtaget meget væske som vand, kaffe etc., og andre væskeholdige fødevarer, som kan give store udslag på vægten, uden at være specielt fedende.
Husk vægten må ikke være en frygt for dig, som du kan slå dig selv oven i hovedet med, men et hjælpemiddel, og en god ven som holder dig i hånden på den rette kurs 🙂 Der kan gå lidt sport i at notere vægtmålene f.eks. på MyFitnessPal, som jeg bruger, og løbende se kurven, men igen, hav en sund tilgang til det, så du ikke bliver opslugt af det og mister kontrollen. Det er DIG, der er styrmanden 🙂
Jeg kan desuden anbefale dig at bruge spejlet. Du får en god fornemmelse for din krop, og hvilken udvikling den er igang med, hvis du er ved at tabe dig evt., eller bare for at få en generel kropsbevidsthed. Det er okay, at studere og kunne lide sin krop, det er ikke syndigt. Du får en bedre connection mellem hoved og krop. Du får desuden sendt flere impulser ned til din krop, hvis du er mere opmærksom på den, så den føles mere i live og ikke som en dødvægt.
Hvis du kan lide din krop, så kan din krop også lide dig…Din nærmeste og tætteste ven, så pas på den <3