Fokusloven: Fokusloven siger, at det du fokuserer på vil vokse. Hvis du fokuserer på det negative vokser det, og hvis du fokuserer på det positive, er det det, som vil vokse. Hvis du giver opmærksomhed til din økonomi, vil den blomstre, det samme med dit parforhold og dine børn. Du bestemmer selv, hvilke områder i dit liv, som fortjener opmærksomhed. Det er det samme med dig selv. Giv dig selv opmærksomhed, og du vil blomstre. Det er ikke så kompliceret. 12 min. fokus om dagen er nok til at gøre en forskel. Da jeg gav min økonomi fokus, i forbindelse med at “Luksusfælden” programmerne kom ud, lykkedes det mig at lave en opsparing på kr.200.000,- på 4 år, uden at leve meget sparsomt. Der var stadig ferier i den gode ende, restaurantsbesøg og hvad jeg ellers havde brug for. Jeg var bare meget mere bevidst om mit forbrug, og holdte styr på det i excel regneark. Jeg brugte ikke meget tid på det, men nok til at jeg vidste præcist, hvad jeg havde købt af forskellige ting hver måned, og om der havde været overskud eller underskud den pågældende måned. Det samme var tilfældet, da jeg ville tabe mig for alvor. Jeg vejede mig hver morgen, og kunne tæt følge hvilken vej det gik. Jeg blev hermed mere opmærksom på, hvad jeg spiste, og hvor meget jeg rørte mig. Jeg begyndte at løbe jævnligt, men ikke lange løbeture. 20 min. var nok, og bagefter lidt mave- balde- ben- arme- og rygøvelser, også 20 min. max. Jeg gjorde det dog 4-5 gange om ugen. Frekvensen er vigtig her, vigtigere end hvor længe du gør det. De 9 kg som jeg havde haft svært ved at tabe igennem 7 år, var væk på 3 mdr.