Løb med ro i hovedet

Tøm hovedet når du løber eller går. Det er ikke hovedet, som er ude at løbe/gå, men din krop, så fokusér på det du er igang med, og mærk din krop for hver en bevægelse. Du skal ikke tænke, at nu flytter jeg mine ben og arme sådan og sådan, men mærke intuitivt den glidende bevægelse i hele kroppen. Du skal ikke holde fast i tanker. Hvis der kommer en tanke, skal du ikke studere den, analysere og gruble, men lad den glide ud, og lad dit hoved få helle og et hvilerum, nu er det kroppen der arbejder. Det bliver meget mindre hårdt for dig, specielt løb og andre intensive aktiviteter, når du gør det autonomt, flytter dine ben uden at tænke nærmere over det. Du kan godt fornemme dine omgivelser og din bevægelse, men du skal ikke bide dig fast i nogle bestemte indtryk, du skal lade dem glide igennem dig, så du ikke sender impulser til hjernen, som den vil bearbejde og forstyrre dit løb med. Hvis din hjerne styrer dit løb, vil den genere dig, fortælle om ikke du har ondt der og der, og om det ikke lige er rigelig hårdt, det du har gang i, og at du har frygtelig langt igen før du er i mål. Du mister helt pusten og energien, ved alle de fortællinger hjernen kommer med. Kobl den nu fra, og lad din krop bestemme, hvad den har energi til. Hjernen skal bruges til det den er bedst til, planlægning, strategi, lære nye ting og deslige, og ikke til kropslige aktiviteter. Du skal lære at mærke, hvornår er det bedst, jeg kobler hjernen fra, hvornår har den ikke sin berettigelse, og gør blot mere skade end gavn. Prøv at tænk, når min krop arbejder, holder min hjerne fri, og når min hjerne arbejder, holder min krop fri. Det giver meget mere balance, og din hjerne vil være superglad for et pusterum. Den er ofte på overarbejde modsat din krop. Det er måske derfor i vores nutidige samfund, at det ikke er vores kroppe længere, som bliver slidt op, men vores hoveder 🙂

En løbetur kan være helt meditativ, hvis du tømmer hovedet og fokusere på kroppen (ikke med hovedet, men intuitivt).  Lige pludselig har du løbet en distance uden at tænke over det. Du ved næsten ikke engang, hvordan du er kommet fra A til B. Det hele har været tidsløst, og er gået forbavsende legende let. Det er hjernen, som registrerer, når noget føles hårdt, så hvis den er sat ud af spillet, vil du have meget mere råderum. Du skal derfor også kende din rute, så du ikke skal til at beslutte for og imod, at du skal løbe den ene eller den anden vej undervejs.

Hvis det er svært at tømme hovedet, så prøv at mærke dit åndedræt, og hav det som dit anker. Prøv at mærke efter, om det er dit hoved, som er på spil. Fortæller hovedet dårlige historier, så hæft dig ikke ved dem, giv dem ikke plads, lad dem fordampe og sive ud, og flyt fokus ned i kroppen.

Når du løber, går og bevæger dig intuitivt, kan der komme nogle pludselige indskydelser til dig. Disse er ikke at forveksle med den dårlige tankestrøm, som er analyser. Disse indskydelser kommer, som ud af det blå fra din underbevidsthed. Man kan kalde det dagdrømmeri. Det er beskeder og bearbejdninger fra din underbevidsthed. Den har behandlet nogle indtryk, som den har modtaget fra dig, og sender dig nu information og idéer om gode muligheder og løsninger. Du kan lige pludselig få en indskydelse, at det her skal jeg bare gøre eller prøve,  det her er den rigtige løsning eller mulighed jeg har søgt, eller måden jeg skal handle på fremadrettet. Tit får du bedre svar, når du lader det komme til dig intuitivt, istedet for at gruble over en løsning, hvor der både er en masse for og imoder. Det er derfor, man har hørt mange sige, at de har fået de bedste idéer, når de bare har gået en tur, hvor den analyserende hjerne har været koblet fra. Disse indskydelser er hermed ikke nogle, du skal prøve at slippe af med, når du løber eller bevæger dig. Du kan tydeligt mærke forskel, om det er dagligdags analysetanker der dræner dig, eller intuitive indskydelser som giver dig energi, og bare får dig til at glemme at du løber.

God fornøjelse! 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *