Vi fylder os med medicin

Medicin er blevet løsningen på vores overflodssamfund, og vores manglende aktivitet. Vi opfinder hele tiden nye ting, som skal gøre det nemmere for os, at bevæge os mindre (rulletrapper, rullebånd, elevatorer, el-cykler etc.), og når vi bevæger os mindre, bliver vi mere syge. Når vi bliver mere syge, opfinder vi ny medicin, som kan holde vores sygdom nede i en hvis periode, hvis vi er heldige. Hvor sygt er det…

Motion har så mange gavnlige virkninger på din sundhed fysisk som psykisk. Motion styrker dit immunforsvar, din knoglestruktur så de forbliver stærke længst muligt, dine muskler så du nemmere kan komme omkring, din psyke osv. Motion har en yderst gavnlig effekt mod forhøjet kolesterol, Diabetes 2, astma, blodpropper, forhøjet blodtryk, knogleskørhed, kræftformer som brystkræft-tarmkræft-prostatakræft og forskellige mindre kendte kræftformer, og en række andre sygdomme. Ved motion danner din krop mere af det herlige kolesterol, som fjerner det lede kolesterol. Det lede kolesterol kan aflejres i dine blodåre og skabe inflammatoriske tilstande, samt tilsnævre dine blodbaner. Motion medvirker tyndere blod, som modvirker blodpropper. Motion hvor du bærer din egen krop, altså ikke svømning og cykling, styrker din tæthed i din knoglestruktur, så dine knogler med alderen ikke bliver porøse i samme udstrækning. Det er specielt vigtigt for børn, at de får styrket deres knogler, inden de når i starten af tyverne. Herefter kan de ikke skabe mere styrke i deres knogler, men kun vedligeholde den styrke de har.

Motion er ikke kun et spørgsmål om at se godt ud, men det er en motiverende sidegevinst.  Motion er en livsnødvendighed uden lige, som mange ikke indser, førend det er for sent. Hvad vi ikke kan se, har vi ikke ondt af. Det er så fatalt, når det kommer til vores sundhed. Vi går mere op i, om vores bukser er begyndt at stramme lidt, end at vi er i stor fare for at udvikle sukkersyge, blodpropper, knogleskørhed eller forskellige kræftformer. Vi kan bedre forholde os til, hvordan vi ser ud i spejlet, end hvordan vi ser ud indvendigt. Det er på sin vis forståeligt nok, men vores tankegang går mere og mere hen imod, at så tager vi bare noget medicin, hvis vi får problemer, så løser det sig nok, eller hospitalerne og de dygtige læger kan kurere os. Det er som at tisse i bukserne for at holde varmen. Medicin er som brandslukning, det er ikke forbyggende. Du holder symptomerne nede, men du kurerer ikke problemet.

Vi må tage ansvaret for vores eget helbred på egen kappe, og ikke bero på at medicinindustrien nok finder på noget, der kan kurere eller holde vores problemer nede, når den tid kommer. Vi har fuldstændig fraskrevet os, vores eget ansvar for vores eget velbefindende.

Vi fylder os med medicin i alle mulige varianter, antidepressiver, kolesterol sænkende medicin, blodtrykssænkende medicin osv. Hvad hvis svaret ligger lige for næsen af dig, og er så enkelt, så du slet ikke kan se det, at du blot behøver at motionere lidt mere, for at undgå dine sygdomssymptomer og medicinindtag. Kroppen kan i princippet helbrede sig selv, den behøver ikke alt den medicin, vi propper den med, hvis vi blot giver den aktivitet og hvile i passende mængder. Det er så enkelt, så det er helt vandvittigt, at det er så svært at forstå i vores moderne samfund. Måske skyldes det også, at mennesket er blevet dovent. Vi vil hellere tage en pille end at røre os, og vi vil hellere køre end at cykle, og hvis vi skal cykle, så skal der en motor på. Vi tror, vi er smarte, ved at gøre det hele nemmere for  os selv, men den eneste vi snyder, er os selv og vores helbred. Det er som at spille russisk roulette med dit liv. Du ved aldrig, hvornår du får skudt en invaliderende sygdom eller dødelig sygdom for panden. Tør du spille det spil….

En af grundene til problematikken er også, at vores hoved og krop lever hver deres liv. Vores hoved tænker store tanker og løsninger på vores problemer i dagligdagen, men glemmer fuldstændig vores krops behov. Kroppen har brug for mere banale ting. Den har ikke brug for alle de hjælpemidler, som hovedet gerne vil udvikle til den. Den vil egentlig bare gerne have det mere simpelt og enkelt. Hovedet synes den er fantastisk, nu har den udviklet en ny ting, så kroppen behøver bevæge sig mindre, men kroppen bliver ikke glad, den bliver mere og mere trist og ugidelig. Så udtænker hovedet en super medicin, så kroppen kan blive glad igen, det virker et stykke tid, men efterfølgende ryger kroppen ned i et endnu dybere hul. Først når kroppen gør fatalt oprør, vågner hovedet op og lytter, hvad er det min krop, prøver at sige til mig…

Hovedet har fået magten i vores moderne samfund, og føler sig som mere vigtig end kroppen. Før i tiden var det vigtigst at have styrke, hurtighed og være adræt. Nu er det vigtigst at være klog. Men hovedet kan ikke undvære en funktionel krop, det er dens kraftcenter, og hovedet skal lære at lytte til og mærke kroppen. De er samarbejdspartnere og ligeværdige afhængige af hinanden, og ikke øverst kommanderende og næstkommanderende. Den ene er ikke noget værd uden den anden.

Videnskabeligt er det bevist, at det er farligere at være inaktiv, end det er at være lidt overvægtig og aktiv, men tit har man måske en tendens til at blive mere inaktiv, når man er overvægtig. Det er altså farligere at være slank og ikke aktiv, end at røre sig og være lidt overvægtig. Det optimale er dog både at være aktiv og ikke overvægtig.

Du behøver ikke at være eliteudøver for at være sund, eller at løbe 5 km 4 gange om ugen. Du skal dog have din puls op, hvor du bliver forpustet i en periode af 20-30min. 2-3 gange om ugen, samt være moderat aktiv 30 min.dagligt mindst, ud over de sædvanlige daglige gøremål. Tjek sundhedsstyrelsens anbefalinger. Vær opmærksom på at det er minimumsanbefalinger.

Tag trappen, cyklen eller gå som oftest i din dagligdag, i stedet for at tage elevator og bilen. Du snyder kun dig selv, hvis du gør det nemmere for dig selv. Du vil blive så glad for det nu og senere i dit liv, hvis du tager vare på dig selv og din indvendige krop.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *