Min historie

Min bevæggrund for at lave denne blog er, at jeg gerne vil dele mine erfaringer omkring sundhed og velvære med andre.
For 2 år siden vejede jeg 9kg mere, end jeg gør i dag. Kilo der var sneget sig på i forbindelse med graviditet, og som havde hængt fast i 7 år. Jeg tænkte ikke så meget over de ekstra kilo, de var blevet en del af dagligdagen. Jeg kunne godt se det lidt på billeder, men slog det hen med, at det var dårlige billeder. Jeg følte mig tit træt efter arbejde, og blev tit lidt svimmel, hvis jeg ikke hurtigt fik noget at spise, når jeg kom fra arbejde, og ofte blev det noget usundt der røg indenbords. Det hjalp ikke just på mit i forvejen ustabile blodsukker. Mit arbejde var meget stillesiddende, og når jeg kom hjem, blev der set en del TV. Energien var ikke til det store.

For et par år siden indså jeg pludseligt, at jeg var ude på en glidebane. Det var en kold februar måned, hvor jeg tog løbeskoene på. Jeg har løbet periodevis gennem det meste af mit voksenliv, men det er aldrig blevet til mere end én gang om ugen højst, og mest når vejret var godt. Denne gang var det noget andet. Jeg var klædt på efter vejret, og det var fantastisk friskt. Jeg blev så grebet af det, så det blev til 4-5 gange om ugen. Jeg havde så meget ophobet energi i mig i form af fedt, som gerne ville brændes af. Jeg er ikke en fanatisk løber, så min rute var og er stadig på 3,3 km. Det er passende for mig, og det gør, at jeg bedre kan passe det ind, og nemmere får det gjort. Bedre at gøre lidt jævnligt, end at gøre meget sjældent, det er min erfaring.
Løb er konditionstræning, så for at opbygge lidt muskelmasse og toning samtidig, lavede jeg lidt styrketræningsøvelser efter løbeturen. Kroppen er varmet op, så et godt tidspunkt at lave et par enkelte øvelser. Jeg lavede en maveøvelse, 2-3 balder og benøvelser, ca. 2 øvelser til arme, og en rygøvelse. Hermed havde jeg nået kroppens store muskelgrupper igennem, og kunne se gode resultater på kort tid. Det var og er ikke avancerede øvelser, jeg laver. Jeg laver stadig de samme øvelser her 2 år efter. De fleste øvelser er liggende på en måtte, så hjertefrekvensen stille og roligt kommer ned efter løbeturen. Øvelserne kan laves på 15-20 min., og løbeturen bruger jeg lige knap 20 min. på, så på 45 min. har jeg gjort mig selv og min krop en rigtig stor tjeneste. Den tid brugte jeg snildt på at se lidt ligegyldig TV før, eller på en slapper på sofaen for at komme til hægter efter arbejde. Disse 45 minutters aktivitet  flere gange på ugen, gav mig så meget energi og velvære, som jeg ikke havde drømt om var muligt. Hvis tiden var knap en dag, kunne jeg nøjes med løbeturen eller begrænse øvelserne.

Det lykkedes mig at tabe de 9 kg på 2-3 mdr., og jeg har det så meget bedre i dag. Energien er tilbage, og jeg føler mig som et barn med så meget krudt i mig, så jeg ikke kan sidde stille ret længe af gangen. Min krop skriger på at blive holdt i gang, den nyder det og det samme gør mit hoved. Hele mit system er blevet afhængig af at blive holdt i gang. Jeg får det fysisk dårligt, hvis jeg ikke jævnligt er aktiv. Der ophober sig simpelthen for mange affaldsstoffer i min krop, og blodsukkeret bliver ustabilt, så jeg kan kun anbefale alle at prøve det, det er fantastisk, og det er ikke en straf at passe på dig selv og sin krop, du straffer den ved at lade være.